Fredag, den 9. maj: Rose var en stor opgave, mens vi havde hende. Hun var tung at bære, tung at holde når hun selv ville stå, og al den planlægning som skulle til og ting som skulle huskes når man skulle ud af døren, var tungt. Hun var en tung, ikke bare fuldtidsbeskæftigelse, men døgnopgave. Mange mennesker har vist deres anerkendelse for at vi magtede den opgave og måden vi gjorde det på, og det er rart at få anerkendelse. Rose skal også have sin anerkendelse. Rose var ikke bare en stor opgave. Hun var en pige med masser af livslyst. Hun var en pige, man som regel kunne få et smil fra, hvis man vidste hvordan. Hun var en pige, som ville hvad hun ville, og sjældent gav op. Hvis først hun var påbegyndt et projekt, hvor lille det end kunne synes for os, så slap hun det ikke bare sådan lige. Rose gav os masser af dejlige smil og af og til en dejlig latter. Hun havde glæde af så mange mennesker og viste det. Rose var aldrig sur. Hun kunne være ked af det og bange og måske også vred, men sur som i sur og tvær, det var hun aldrig. Man kan sige at hendes hjerneskade måske også har givet hende begrænsninger i forhold til hvordan hendes følelsesregister kom til udtryk, men det ændrer ikke ved at hun berigede vores liv som den hun var, og gav og modtog kærlighed til mange mennesker. Rose var en stor opgave, eller rettere sagt: Alt det der krævedes af os og andre for at hun kunne få et værdigt liv var en stor opgave, men Rose var en elsket og elskelig pige, og hun er savnet.