lørdag den 26. november 2011

For de, der for nylig har fundet min side - ja, jeg har ikke skrevet på bloggen det sidste års tid. Overvejer at begynde igen. I hvert fald er der masser at fylde i den fra min hverdag. Min hverdag, som er ganske forandret, efter at vores datter Rose, pådrog sig en svær hjerneskade som følge af et næsten-hjertestop i forbindelse med hendes sidste planlagte hjerteoperation.

Min lyst til at dele det her på stedet er omvendt proportional med muligheden for at finde tid til det.

For at begynde så småt igen: Rose er kommet hjem efter et længere rehabiliteringsophold på Hvidovre Hospital. Hun har det godt, nyder tilsyneladende livet trods hendes barske skæbne. Nætterne er dog ikke sjove for hende, og dermed heller ikke for os. Hun sover skidt, oftest som følge af kvalme. Om dagen er hun oftest glad, dog kan det uventede skræmme.

Vi skal arrangere vores liv forfra nu, handicapbil, handicapbolig, hjælpemidler en masse. Udfordringerne er store, men Rose er der stadig, og har sin personlighed i behold, omend den kommer helt anderledes og meget mindre til udtryk nu.