2 måneder siden

I dag er det 2 måneder siden at Rose forlod os. Livet går videre, savnet går videre. Roses fravær trænger sig nogle gange meget på, ligger og ulmer. Glæden over at den tid vi har haft med Rose blander sig med sorgen. Virkeligheden genopleves når jeg kigger på billeder. Jeg hører hendes stemme, fornemmer hendes bevægelser med hovedet når hun kigger rundt med det syn, vi ikke rigtig var sikre på hvor meget der var tilbage af, prøver at mærke med min krop hvordan det var at holde hende når hun så gerne ville stå og hoppe, men skulle have min støtte til at holde balancen. Al den energi hun havde, og samtidig havde så meget brug for hjælp. Alt det mindes jeg, og samtidig er det der jo ikke mere. Livet går videre, og det går fornuftigt, men tårerne skal have sin plads, og minderne skal have sin plads.

Fredag, den 9. maj: Rose var en stor opgave, mens vi havde hende. Hun var tung at bære, tung at holde når hun selv ville stå, og al den planlægning som skulle til og ting som skulle huskes når man skulle ud af døren, var tungt. Hun var en tung, ikke bare fuldtidsbeskæftigelse, men døgnopgave. Mange mennesker har vist deres anerkendelse for at vi magtede den opgave og måden vi gjorde det på, og det er rart at få anerkendelse. Rose skal også have sin anerkendelse. Rose var ikke bare en stor opgave. Hun var en pige med masser af livslyst. Hun var en pige, man som regel kunne få et smil fra, hvis man vidste hvordan. Hun var en pige, som ville hvad hun ville, og sjældent gav op. Hvis først hun var påbegyndt et projekt, hvor lille det end kunne synes for os, så slap hun det ikke bare sådan lige. Rose gav os masser af dejlige smil og af og til en dejlig latter. Hun havde glæde af så mange mennesker og viste det. Rose var aldrig sur. Hun kunne være ked af det og bange og måske også vred, men sur som i sur og tvær, det var hun aldrig. Man kan sige at hendes hjerneskade måske også har givet hende begrænsninger i forhold til hvordan hendes følelsesregister kom til udtryk, men det ændrer ikke ved at hun berigede vores liv som den hun var, og gav og modtog kærlighed til mange mennesker. Rose var en stor opgave, eller rettere sagt: Alt det der krævedes af os og andre for at hun kunne få et værdigt liv var en stor opgave, men Rose var en elsket og elskelig pige, og hun er savnet.

Rose flyttede hjemmefra i dag. Det var svært at skulle se hendes smukke ansigt for sidste gang. Familie og venner var med til på smuk vis at synge Rose ud. Hun overnatter 5 gange i et kølerum på Bispebjerg inden vi skal tage den sidste afsked på mandag. Birgitte og Lara sover. Jeg kan ikke. Dagen har været fyldt med indtryk, og nu er der stille. Stilheden giver plads til at realiteterne åbner sig for mig. Jeg har mistet Rose og alt det hun var. Det er ikke til at forstå, og endnu svære at bære. Der er ikke så meget af det jeg mærker savnet fra endnu, men visheden om at hendes lys for altid er slukket her på jorden er ganske urimelig.