Jeg har tidligere skrevet om Rose, og hendes indtil videre korte men dramatiske historie. Men hvordan er det at få at vide, at det barn man venter på, har en meget alvorlig hjertefejl? Jeg sætter lige scenen: Hvidovre Hospital, 31. marts 2008:
Birgitte og mig møder op til ultralydsscanning, hvor der er en del ventetid. Vi får i sidste øjeblik lånt vores ældste datter Lara ud, så vi ikke behøver tage hende med. Det har vi ellers ikke haft så store skrupler over, for det passer jo lige med at hun tager sin middagslur, mens vi får overstået scanningen. Det viser sig at være meget heldigt at vi ikke har hende med.
Scanningen forløber fint langt hen ad vejen. Alt ser fint ud, hænder, fødder, nyre, hjerne. Hun skal da hedde Fine, tænker Birgitte. Da de kommer til hjertet, tager det lang tid at få det hele med. Sygeplejersken snakker om, at der ligger en arm i vejen, en hånd, eller noget andet. Hun kører forgæves rundt med dimsen, og går til sidst ud for at hente overlægen....
Han sidder meget koncentreret og scanner. Jeg tænker, at vores lille baby har valgt at være lidt besværlig, men vender dog rumpen den rigtige vej, i modsætning til hvad Lara gjorde, inden hun skulle ud. Jeg har ikke skyggen af mistanke til at der er noget galt. For hvad skulle der dog være galt, de kan jo bare ikke se alt det de gerne vil, og det er jo vigtigt, sådan bare for en sikkerheds skyld...tænker jeg.
Alligevel sniger der sig en lille nervøsitet ind hos mig på et tidspunkt, selvom sygeplejersken beroliger os med at grunden til at lægen ikke siger noget, er at han er meget koncentreret. Selvfølgelig, sådan er han vel, en ansvarsfuld, seriøs overlæge, som bare gør sit arbejde godt. Fokus på arbejdet må gå frem for hensynet til forældrene. Lad sygeplejersken berolige dem.
På et tidspunkt rejser han sig, og siger, at han lige vil gå ud for at finde en ny tid til os, for han skal lave en scanning mere, hvorefter ordene lød: Og så skal jeg nok komme tilbage og forklare nærmere.
Da kunne jeg mærke en snurren i brystkassen, og et lille sug i maven; noget er ikke som det skal være...
onsdag den 17. juni 2009
mandag den 1. juni 2009
Så kom jeg endelig ud at løbe i dag. Det har været et langt tilløb at komme hertil, for egentlig ville jeg have startet træningen frem mod Eremitageløbet senest 1. april, men det har været en kamp bare at få hverdag og familieliv til at hænge sammen, så lysten og overskuddet til at løbe har ikke rigtig været der.
I det hele taget gælder de lange tilløb for de fleste ting, vi foretager os her i familien for tiden. Efter at en alvorlig hjertesygdom trængte sig på og blev en del af vores liv, er det blevet fyldt med så mange bekymringer og så meget usikkerhed, at vi har svært ved at finde os selv og hinanden. Mange drømme er blevet revideret eller udsat, og mange grænser er blevet afprøvet hos både Birgitte og mig. Lara har med et lille barns ligegyldighed overfor fremtiden være uforberedt på omvæltningerne, men har tilpasset sig på sin egen måde, bedre end vi havde turdet håbe. Hun er vild med sin lillesøster, og tager ikke hjemmefra om morgenen uden at have snakket med hende, og måske også fortalt hende lidt om livets betingelser både de gode - at "mor kommer tilbage lige om lidt igen Rose - og de mindre fordelagtige - "Vi skal have is Rose, og du må ikke få noget", ikke sagt med skadefryd, bare med en glæde over erkendelsen af at sådan er det.
Hun ved, at Rose har dårligt hjerte, men ved sikkert ikke at det er usædvanligt for ens lillesøster at have det. Hun ved bare at det er dejligt at have en lillesøster, og det er sjovt at være storesøster og være den der kan noget og den der ved hvordan verden hænger sammen.
Nå men for at komme tilbage til løbeturen så var det rigtig dejligt her på en lun sommeraften at starte blødt ud, med nogle korte intervaller á 3 minutter med et par minutters gang imellem. Det var en begyndelse og så behøver jeg forhåbentlig ikke - som sidste år - at løbe de sidste kilometer af Eremitageløbet med smerter i lårmusklerne og ben, der det ene øjeblik vil løbe hurtigere for at få det her pineri overstået og det næste øjeblik ikke vil bevæge sig udover i absolut rolig gang. Jeg er i gang.
I det hele taget gælder de lange tilløb for de fleste ting, vi foretager os her i familien for tiden. Efter at en alvorlig hjertesygdom trængte sig på og blev en del af vores liv, er det blevet fyldt med så mange bekymringer og så meget usikkerhed, at vi har svært ved at finde os selv og hinanden. Mange drømme er blevet revideret eller udsat, og mange grænser er blevet afprøvet hos både Birgitte og mig. Lara har med et lille barns ligegyldighed overfor fremtiden være uforberedt på omvæltningerne, men har tilpasset sig på sin egen måde, bedre end vi havde turdet håbe. Hun er vild med sin lillesøster, og tager ikke hjemmefra om morgenen uden at have snakket med hende, og måske også fortalt hende lidt om livets betingelser både de gode - at "mor kommer tilbage lige om lidt igen Rose - og de mindre fordelagtige - "Vi skal have is Rose, og du må ikke få noget", ikke sagt med skadefryd, bare med en glæde over erkendelsen af at sådan er det.
Hun ved, at Rose har dårligt hjerte, men ved sikkert ikke at det er usædvanligt for ens lillesøster at have det. Hun ved bare at det er dejligt at have en lillesøster, og det er sjovt at være storesøster og være den der kan noget og den der ved hvordan verden hænger sammen.
Nå men for at komme tilbage til løbeturen så var det rigtig dejligt her på en lun sommeraften at starte blødt ud, med nogle korte intervaller á 3 minutter med et par minutters gang imellem. Det var en begyndelse og så behøver jeg forhåbentlig ikke - som sidste år - at løbe de sidste kilometer af Eremitageløbet med smerter i lårmusklerne og ben, der det ene øjeblik vil løbe hurtigere for at få det her pineri overstået og det næste øjeblik ikke vil bevæge sig udover i absolut rolig gang. Jeg er i gang.
Abonner på:
Opslag (Atom)