onsdag den 17. juni 2009

Diagnosen - del 1

Jeg har tidligere skrevet om Rose, og hendes indtil videre korte men dramatiske historie. Men hvordan er det at få at vide, at det barn man venter på, har en meget alvorlig hjertefejl? Jeg sætter lige scenen: Hvidovre Hospital, 31. marts 2008:

Birgitte og mig møder op til ultralydsscanning, hvor der er en del ventetid. Vi får i sidste øjeblik lånt vores ældste datter Lara ud, så vi ikke behøver tage hende med. Det har vi ellers ikke haft så store skrupler over, for det passer jo lige med at hun tager sin middagslur, mens vi får overstået scanningen. Det viser sig at være meget heldigt at vi ikke har hende med.

Scanningen forløber fint langt hen ad vejen. Alt ser fint ud, hænder, fødder, nyre, hjerne. Hun skal da hedde Fine, tænker Birgitte. Da de kommer til hjertet, tager det lang tid at få det hele med. Sygeplejersken snakker om, at der ligger en arm i vejen, en hånd, eller noget andet. Hun kører forgæves rundt med dimsen, og går til sidst ud for at hente overlægen....

Han sidder meget koncentreret og scanner. Jeg tænker, at vores lille baby har valgt at være lidt besværlig, men vender dog rumpen den rigtige vej, i modsætning til hvad Lara gjorde, inden hun skulle ud. Jeg har ikke skyggen af mistanke til at der er noget galt. For hvad skulle der dog være galt, de kan jo bare ikke se alt det de gerne vil, og det er jo vigtigt, sådan bare for en sikkerheds skyld...tænker jeg.
Alligevel sniger der sig en lille nervøsitet ind hos mig på et tidspunkt, selvom sygeplejersken beroliger os med at grunden til at lægen ikke siger noget, er at han er meget koncentreret. Selvfølgelig, sådan er han vel, en ansvarsfuld, seriøs overlæge, som bare gør sit arbejde godt. Fokus på arbejdet må gå frem for hensynet til forældrene. Lad sygeplejersken berolige dem.

På et tidspunkt rejser han sig, og siger, at han lige vil gå ud for at finde en ny tid til os, for han skal lave en scanning mere, hvorefter ordene lød: Og så skal jeg nok komme tilbage og forklare nærmere.

Da kunne jeg mærke en snurren i brystkassen, og et lille sug i maven; noget er ikke som det skal være...

Ingen kommentarer: