Så kom jeg endelig ud at løbe i dag. Det har været et langt tilløb at komme hertil, for egentlig ville jeg have startet træningen frem mod Eremitageløbet senest 1. april, men det har været en kamp bare at få hverdag og familieliv til at hænge sammen, så lysten og overskuddet til at løbe har ikke rigtig været der.

I det hele taget gælder de lange tilløb for de fleste ting, vi foretager os her i familien for tiden. Efter at en alvorlig hjertesygdom trængte sig på og blev en del af vores liv, er det blevet fyldt med så mange bekymringer og så meget usikkerhed, at vi har svært ved at finde os selv og hinanden. Mange drømme er blevet revideret eller udsat, og mange grænser er blevet afprøvet hos både Birgitte og mig. Lara har med et lille barns ligegyldighed overfor fremtiden være uforberedt på omvæltningerne, men har tilpasset sig på sin egen måde, bedre end vi havde turdet håbe. Hun er vild med sin lillesøster, og tager ikke hjemmefra om morgenen uden at have snakket med hende, og måske også fortalt hende lidt om livets betingelser både de gode - at "mor kommer tilbage lige om lidt igen Rose - og de mindre fordelagtige - "Vi skal have is Rose, og du må ikke få noget", ikke sagt med skadefryd, bare med en glæde over erkendelsen af at sådan er det.
Hun ved, at Rose har dårligt hjerte, men ved sikkert ikke at det er usædvanligt for ens lillesøster at have det. Hun ved bare at det er dejligt at have en lillesøster, og det er sjovt at være storesøster og være den der kan noget og den der ved hvordan verden hænger sammen.
Nå men for at komme tilbage til løbeturen så var det rigtig dejligt her på en lun sommeraften at starte blødt ud, med nogle korte intervaller á 3 minutter med et par minutters gang imellem. Det var en begyndelse og så behøver jeg forhåbentlig ikke - som sidste år - at løbe de sidste kilometer af Eremitageløbet med smerter i lårmusklerne og ben, der det ene øjeblik vil løbe hurtigere for at få det her pineri overstået og det næste øjeblik ikke vil bevæge sig udover i absolut rolig gang. Jeg er i gang.